sejrssøjlen

Rigsdagsbygningen i Berlin

Rigsdagsbygningen i Berlin (tysk Reichstagsgebäude eller Reichstag) var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894 til 1933 og har fra 1999 været parlamentsbygning for Forbundsdagen.

Historie
Rigsdagen var parlamentet i det tysk-romerske rige og blev også navnet på parlamentet i Det nordtyske forbund i 1867 og i Det tyske Rige, da dette blev samlet som nationalstat i 1871.

Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes den nye Rigsdag oprindelig i flere andre mindre bygninger på Leipziger Straße i Berlin, men disse blev anset som for små. Allerede den 19. april 1871 bestemte Rigsdagen at opføre en rigsdagsbygning, og i 1872 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med 103 deltagere. I juni 1872 blev forslaget fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra Gotha valgt. Arbejdet blev imidlertid forsinket på grund af problemer med at finde en egnet grund. Rigsdagen ønskede sig en grund, som tilhørte grev Atanazy Raczyński øst for Platz der Republik, men grev Raczyński vægrede sig ved at sælge, eftersom hans eget palæ, opført 1844-47, allerede stod på ejendommen.

Rigsdagen besluttede derfor at fortsætte arbejdet med at finde en egnet grund, og først i 1881 kom man til en løsning, da man kom til enighed med grev Raczyńskis søn og arving om køb af ejendommen øst for Platz der Republik. Der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i 1882, og af 190 indsendte bidrag valgte man et forslag fra Paul Wallot fra Frankfurt. Grundstenen blev nedlagt af kejser Wilhelm 1. af Tyskland i 1884. Bygningen fik en stor kuppel af stål og glas, et teknisk mesterværk for sin tid. Efter ti års byggetid kunne den tages i brug i 1894.

Efter første verdenskrig sluttede, og kejseren abdicerede, proklamerede Philipp Scheidemann republikken fra en af Rigsdagens balkoner under revolutionsdagene i 1918. Weimar-nationalforsamlingen mødtes i byen Weimar i 1919 på grund af urolighederne i Berlin, men Rigsdagen fortsatte med at mødes i Rigsdagsbygningen under Weimarrepublikken.

Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den 27. februar 1933 blev sat i brand. Den beskadigede Rigsdag, symbolet på demokratiet, blev ikke sat istand af nationalsocialisterne. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden. Dette var også tilfældet, da Fuldmagtsloven blev vedtaget, og parlamentarisk demokrati ophørte.

Under 2. verdenskrig blev bygningen yderligere beskadiget. Som symbol på parlamentarisk demokrati havde heller ikke Stalins totalitære regime meget til overs for bygningen, og den var et centralt mål for Den røde Hær, som i et kendt, manipuleret propagandafoto hejser det sovjetiske flag over bygningen, mens ruinerne af bygningerne omkring den brænder.

Under Den kolde Krig lå bygningen i Vest-Berlin, men kun nogle få meter fra grænsen til Øst-Berlin. Under Berlinblokaden, mens Stalin forsøgte at udsulte Vest-Berlin, samlede et enormt antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens borgmester Ernst Reuter holdt en berømt tale, som endte med ordene Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt! (“I verdens folk, se på denne by!”).

Bygningen var strukturelt intakt, men alligevel en ruin. Vest-Tysklands parlament mødtes desuden i Bonn og havde derfor ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i 1956. I forbindelse med restaureringsarbejderne 1961-1964 blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til 1990 blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem og til en permanent udstilling kaldet Fragen an die deutsche Geschichte (“Spørgsmål til den tyske historie”).

3. oktober 1990 blev den officielle genforeningsceremoni holdt i Rigsdagen med Helmut Kohl, Richard von Weizsäcker, Lothar de Maizière og andre tilstede. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes det tyske parlament, Forbundsdagen, symbolsk i Rigsdagen.

Den 20. juni 1991 besluttede Forbundsdagen efter omfattende debat at flytte regeringen og parlamentet tilbage til Berlin.

Året efter, i 1992, fik den britiske arkitekt Norman Foster til opgave at restaurere bygningen. Hans oprindelige forslag var temmelig forskelligt fra det, som senere blev realiseret og inkluderede ikke den berømte kuppel.

Før restaureringen blev hele bygningen omsvøbt af Christo og Jeanne-Claude i 1995.

Restaureringen var meget omfattende, og alt bortset fra ydervæggene blev fjernet, inklusive alle ændringer udført i 1960′erne. Forbundsdagens sæde blev officielt flyttet fra Bonn til Berlin i april 1999. Restaureringen regnes som en stor succes. Rigsdagen, navnlig den store glaskuppel som blev opført som en gestus til den oprindelige kuppel fra 1894, er en af de mest besøgte turistattraktioner i Berlin og giver et imponerende udsyn over byen, især om natten. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte.

Fra udstilling i kuplingen - Rigsdagen efter branden

<< tilbage